Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet med mange forskellige patienter, som på den ene eller anden måde har oplevet at være syge, udfordrede og pressede i rollen som syg.

 

Jeg har i mange år arbejdet med alvorligt syge patienter, som var døende, og patienter, der skulle lære at leve med en kronisk sygdom.

 

Jeg har i mit arbejde med mennesker, som har haft enten fysiske eller psykiske, kroniske sygdomme, erfaret, hvordan en intensiv og fokuseret samtale kan bringe ro og tro på, at der kan findes en vej - og fornyet styrke - midt i det sværeste.

 

Jeg har ved siden af mit arbejde i sygehusvæsenet videreuddannet mig som proceskonsulent og coach, inden for det intensive psykodynamiske felt, ISTDP, og har været supervisor, rådgiver og vejleder for flere unge og voksne med vanskelige vilkår, svære problemer og mange gange opgivet af systemet.

Jeg har medvirket til, at de har rejst sig og fundet livsenergien igen, og de er i dag alle velfungerende .

 

De sidste 2 år har jeg udelukkende arbejdet med og tilbudt individuelle samtlaer ud fra ISTDP-metoden.

 

I mine 25 år som leder har jeg mødt rigtig mange meget dygtige og kompetente mennesker, som pludselig blev ramt af opgivenhed og magtesløshed:

- presset pga konkurrence og store krav

- stressede og væltet omkuld af mindreværd,

-  langtids sygemeldte, og dermed med store vanskeligheder ift “at komme tilbage” i job igen.

 

De har alle haft et ønske om at gøre deres bedste og har ofte været uhyre samvittighedsfulde.

Det har været meget meningsfuldt at hjælpe dem tilbage på sporet igen – i kraft af coachende samtaler, hvor vi både har analyseret deres åbenlyse vanskeligheder, men også har set på de (delvis skjulte) kompetencer og styrker, de havde, og hvordan disse styrker kunne hjælpe dem til at overvinde vanskelighederne.

 

ISTDP er også en metode, som jeg nu anvender i forbindelse med dynamisk coaching, supervision til og kompetenceudvikling af ledere.

 

Udover ovennævnte arbejdslivserfaringer kan jeg også trække på erfaringer fra mit eget liv – med dets op- og nedture. Jeg kender magtesløsheden indefra, og heldigvis også den dybe tilfredsstillelse, der ligger i at blive klogere på mig selv og komme videre med mit liv.

Min historie

1958: Født i Stauning i Vestjylland. Min far var selvstændig. Lærte tidligt betydningen af at være en del af noget, der var større end én selv (fællesskab, forpligtelse). Er den ældste af to. Deltog i Skjern pigekor, hvor den blinde dirigent, Willy Egmose, med sin passion og store begejstring lærte mig glæde og beruselse over musikken og livet. Han fik os til at synge meget bedre, end vi troede muligt (!), og blev på den måde en stor inspiration til, hvordan en leder kan være.

 

1978: Studentereksamen: 3 skønne år. Jeg elskede at lære, at møde modspil, og hentede inspiration gennem studierne og dygtige lærere. Det blev også en dannelsesrejse, hvor fagene litteratur, religion og musik fik mig ind i en verden, som også i dag er en vigtig energikilde for mig.

 

1979 – 82: Sygeplejerske-uddannelse på Århus Sygeplejeskole. Indholdet i uddannelsen var lige mig, men rammerne og omgangstonen virkede snærende, så jeg blev rebel og sagde autoriteterne imod. Det kostede at have holdninger og udvise mod til at kæmpe for patienten, hvis han blev dårligt behandlet.

 

1982 – 87: Sygeplejerskelærer-job i 3 år på Sygeplejeskolen. Jeg stod som forholdsvis nyuddannet og mærkede, hvordan jeg blev prøvet af. Jeg måtte kæmpe for at daglig praksis/sygeplejefaglig professionalisme var lige så vigtig som ny og ”fin” teori, - og prioriterede højt, at ”koblingen” kunne anvendes ift hver enkelt patient.

 

19XX: Liv til liv: fødte 2 sønner. Fællesskab om hverdagens forpligtelser. Altid to måltider, hvor alle var samlet og fuld fokus på samvær og nærvær – uden forstyrrelser. Mange naturoplevelser sammen: Nord-Canada med kort og kompas, telt og bålmad, bjørne, og store fisk på krogen! Har hjulpet dem til at møde verden åbent og blive ven med deres følelser. Jeg har også lært meget af dem – f.eks. om deres måde at mødet live på i svære perioder. Det hjalp mig til at sætte mit liv i perspektiv.

 

1987 – 96: Afdelingssygeplejerske i Århus og Horsens med focus på udvkling/styrkelse af faglig stolthed, - vent til resultater. Som leder mødt jeg en stærk ”familiefølelse” i personalegruppen. Jeg gik ind i situationen ved at bygge på familiefølelsens gode sider (tryghed), og samtidig gå imod de dårlige sider: sammenholdet om at vægre sig mod forandringer. Konfrontationerne – kombineret med gruppecoaching – førte en øget faglighed med sig, så f.eks. lamme patienter fik bedre og hurtigere genoptræning.

 

1996-98: Oversygeplejersker på AUH - en af mine indsatser her var at pille ved ambulatorietiderne og stille krav til overlæger om ikke at aflyse patienterne med kort varsel. En udfordring i et forsker-specialiseret område med store krav. Bygge en kultur op, hvor tværfagligt teamwork bygges på respekt og focus på patienten. Metoden var dels at klargøre konsekvenserne af aflysningerne, dels at appellere til deres faglige stolthed og ønsket om et godt omdømme.

 

I perioden 1994 – 2004: Tog vores familie 3 unge mennesker i pleje. De var opgivet af systemet – og sig selv – og fyldt med håbløse diagnoser og ulykkelig social arv. Vi gav dem en plads i familien, og langsomt fandt de sig selv. I dag lever de alle med stor livskraft. Selvom det i perioder kostede dyrt ift os fire – vi måtte alle yde noget ekstraordinært – så var det meget livsbekræftende at hjælpe 3 mennesker på fode igen.

 

1998 – 2012: Chefsygeplejerske ved Hospitalsenheden Horsens. Ved fælles kræfter lykkedes det at få vendt hospitalet fra at være et lavstatus-hospital til at være et stort, dynamisk sted med et godt ry – både hos patienter, pårørende og sundhedspersonale. De 5 bedste og mest lærerige år var vi i Direktionen et meget velfungerende team: vi kendte og accepterede hinandens styrker og svagheder og gik til opgaven med en begejstring, som smittede medarbejderne! Et af resultaterne af anstrengelserne var en sund økonomi og væsentlig højere kvalitet i både behandling og pleje. Jeg oplevede desværre også det modsatte (nogle af de andre år): mistillid i lederteamet; usunde metoder og umoden adfærd; frygt-styrede handlinger, osv. Det påvirkede mig meget, og i perioder mistede jeg troen på egne evner. Det var en hård tid, og jeg arbejdede meget med mine egne følelser og reaktioner, inden jeg kom igennem og fandt mig selv igen.

 

Noget af det største jeg fik med var oplevelsen af, hvor meget man kan opnå, når det lykkes at stå sammen og have fælles fokus på sagen. Det har været fantastisk at være en del af dette fællesskab, hvor vi sammen gjorde os umage og fokuserede på at bringe hospitalet op i ligaen af de hospitaler, der stræber efter og udmærker sig ved, at kvaliteten er på alle områder er i top. Båret af en sund økonomi og ledelse, som udlever holdningen om, at gennem tryghed og tillid i alle relationer, kan næsten alt lade sig gøre! Og båret af en innovativ kultur, hvor nysgerrigheden for hinandens idéer, konstruktive kritik og kunnen medvirkede til at flytte hospitalet til en sundere og bæredygtig position. Det er alt sammen stærke træk og værdifuldt for hver enkelt, en erfaring jeg med glæde har taget med mig.

 

2014: Starter eget firma.